Noget om mødregruppe

Jeg havde egentlig ikke gjort mig de store tanker om mødregruppe før og under min graviditet. Da vi havde første besøg af sundhedsplejersken efter fødslen, spurgte hun mig om jeg var interesseret i, at være en del af en mødregruppe og jeg sagde ja, uden at gøre mig de store tanker om det. Tankerne kom dog i dagene op til, at vi alle fem skulle mødes for første gang. Jeg fik en mail om, at vi skulle mødes i et af pigernes hjem og det synes jeg faktisk var ret grænseoverskridende. At dukke op med sin lille baby, i en rolle man er helt ny i, hos en man kun kender navnet på – og så se fire andre mødre i øjnene og føle, at man bliver vurderet, når man er helt sårbar og usikker. Jeg var den sidst ankomne og jeg kan tydeligt huske følelsen af, at være den nye pige i klassen. Der sad vi, fem piger med vores nye babyer i en rundkreds på gulvet og skulle på en eller anden måde bryde den stilhed og akavethed, der fyldte hele rummet. Jeg tror ikke der er nogen nemmere måde at gøre det på, end en præsentationsrunde. Så det gjorde vi. Og langsomt blev stemningen blødt op og det viste sig faktisk at være ret hyggeligt. For nok var man ny i sin rolle og måske lidt bange for at blive bedømt – men det havde vi jo alle tilfælles. Og det er netop det, der er essensen i en mødregruppe. Man er alle nye i rollen, usikre på sine egne evner overfor den her nye baby man først skal til at lære at kende og bange for, at gøre noget forkert.

Det er så vigtigt, at have nogle at snakke med, som gennemgår det samme som en selv, i sådan en overvældende situation som det er, at blive mor. Nogle der ikke bliver trætte af, at høre om lortebleer, manglende søvn, ammestop og tigerspring. Og nogle som, næsten, er lige så begejstrede for at høre om det første smil, den første tand eller grødopstart, som en selv. Fordi de kender alt til det, da de selv er midt i det. Jeg brugte meget tid med min mødregruppe i de første måneder af min barsel. Det var på alle måder fedt, at have nogle, som boede tæt på mig, så man også kunne mødes spontant – hvilket der nogle gange er behov for, med små babyer. Vi gik lange ture sammen når børnene skulle have deres daglige lure i barnevognen, vi fulgtes ad til babysalmesang og legestue flere gange om ugen – vi besøgte børneloppen sammen og da tiden kom hvor vi skulle skrive vores børn op i institution, var vi flere der besøgte institutionerne sammen. Det føltes rigtig trygt, at have nogle at følges – og sparre med.

Det er ikke sikkert, at man bliver sat sammen med nogle, som man har særlig meget tilfælles med. Men om ikke andet, så kan man trække på hinandens oplevelser og erfaringer som mødre. Og så kan man være heldig, at møde nogle, som man klikker med. Jeg har erfaret, at man lærer hinanden at kende på en rigtig fin måde, fordi man lærer hinanden at kende, i en så sårbar og dyrebar fase, i hinandens liv. Man deler en ret personlig del af sit liv med hinanden.

Jeg har været så heldig, at jeg nu kan kalde to ud af fire for mine veninder. Og hvor optur er det lige, at have to veninder med børn på alder med sit eget barn? Som endda har fulgtes ad, helt fra begyndelsen af deres liv. Vent, jeg har svaret. Det er mega optur! Og jeg vil anbefale mødregruppe til alle. Selvom det føles grænseoverskridende og man føler sig sårbar. Selvom man ikke føler man har overskuddet til at lære nye mennesker at kende. Prøv det, se det an. Giv det en chance og hvis ikke det er noget, så meld dig ud igen. Men du kunne være heldig, at møde nogen, som kan hjælpe dig lidt på vej i denne nye overvældende situation og det er så skønt, at kunne dele det med nogen, som er samme sted.

//Helle