Er det okay, at prioritere sig selv?

Det er stadig vildt underligt, at skulle sætte sine egne behov til side, fordi der nu er kommet et minimenneske, som ikke kan selv og som har brug for én. Inden vi fik Malte, følte jeg virkelig at mine dage var uden indhold og bare lignede hinanden. Jeg følte jeg havde så meget tid til mig selv, at jeg ofte kedede mig og jeg havde simpelthen for meget tid, til at gå op i mig selv. Jeg var så selvkritisk og tænkte ofte over, hvad andre mon tænkte om mig. Det blev klart bedre på den anden side af de 25, men jeg havde stadig brug for, at få fokus væk fra mig selv og over på noget andet.

Det sker helt af sig selv, når man får et barn. Og det er på alle måder fantastisk, men det er også sindssyg hårdt. Det er virkelig hårdt at skulle være noget for en anden, ligegyldigt hvordan man selv har det. Og man kan bare ikke rigtig trække sig – i hvert fald ikke uden at få dårlig samvittighed. Det kunne jeg i hvert fald ikke i starten. De første måneder er barnet jo også fysisk afhængig af én – i hvert fald hvis man ammer. Det gjorde jeg i 10 måneder og selvom jeg elskede de stunder og det nærvær det gav mig og min søn, så var det også lidt en lettelse at være uafhængig og få sin krop for sig selv igen.

Jeg har stadig ikke været meget helt for mig selv i den periode jeg har været mor. Heller ikke selvom, at jeg ikke ammer mere. Fordi jeg synes det er rigtig svært, at prioritere mig selv og give slip. Jeg har svært ved, at give mig selv lov til, at nyde tiden uden ham. Men jeg ved også det er vigtigt, for at jeg ikke brænder sammen og for, at jeg kan opretholde mit overskud, som jo kommer ham til gode. Så jeg kan være den bedste version af mig selv. Jeg glæder mig til, at der kommer mere balance i tingene. For lige nu føler jeg, at jeg inden Malte havde for meget tid til mig selv og efter Malte har jeg følt, at jeg ingen tid har til mig selv. Og begge dele har været en udfordring for mig, på hver sin måde. Jeg vil virkelig gerne lande et sted i midten.

Selvfølgelig ønsker jeg at bruge størstedelen af min tid med min søn og min familie og jeg føler virkelig, at mit liv giver mening nu og jeg elsker følelsen af, at være uundværlig. Der er ikke noget bedre, end når han selv går hen og giver en et kram, eller rækker ud efter en. Mit selvværd har uden tvivl fået et nøk op, efter jeg er blevet mor. Men det er også bare vigtigt stadig at have lidt fokus på sig selv og få tanket op. For det synes jeg der er en tendens til, at vi glemmer, så snart vi får børn. Vi løber stærkt for at kunne opfylde alle deres behov – vi giver alt hvad vi har til dem og ender med at blive en udmattet, grå skygge af os selv fordi vi glemmer at prioritere os selv og få opfyldt vores egne behov.

Jeg har brug for lige at finde mig selv igen kan jeg mærke. Jeg føler mig på alle måder forandret, både mentalt men også i min krop. På nogle punkter har jeg helt distanceret mig fra mig selv og det tror jeg ikke på er særlig sundt i længden.

Så jeg øver mig på, at prioritere mig selv. Hende der Helle, som jo altså også er vigtig. Og jeg er sikker på – eller i hvert fald håber jeg, at det bliver lettere med tiden.