Søndag og forårsfornemmelser

Jeg går til noget der er mega cool

Det tør jeg godt sige nu, men det gjorde jeg måske ikke lige da jeg startede. Og det er jo egentlig super åndssvagt, for hvordan kan man stadig i min alder bekymre sig om hvad andre tænker? Men jeg ved heller ikke om det egentlig var så meget det, altså hvad folk tænkte om det, men nok mere at det kor jeg synger i, er meget langt fra det billede folk får frem på nethinden når man siger kor. Rockus er nemlig lidt en nyfortolkning af kor, eller i hvert fald i forhold til hvad mit eget syn på at gå til kor var, før jeg startede. Vi er en flok glade amatører der hverken synger efter noder eller andre spændende teknikker, men som bare er startet fordi vi elsker musik og sang. Og så har vi en helt fantastisk korleder som virkelig får det bedste frem i os. Vi har fået et super godt sammenhold, på trods af kæmpe spredning i alder og personligheder, og vi hygger os virkelig de 2 timer om ugen vi er der.

3 fantastiske facts om korsang

Det er sundt for dig at synge!

  • Forskningen har vist, at korsang sænker stressniveauet.
  • Fællessang udløser signalstoffer i kroppen, som skaber lyst til fællesskab. Faktisk virker fællessangen så stærkt,   at hjerterne slår i takt, når et kor synger, fordi hjerterytmen følger vejrtrækningen, når sangerne ånder ind og ud samtidig.
  • Du får flere gode idéer, når du synger. Sangen styrker højre hjernehalvdel – og dermed din kreativitet.

Og ovenstående var lige præcis hvad jeg havde brug for da jeg startede. Efter en periode hvor helbredet ikke havde været på toppen, skulle jeg finde noget jeg kunne lave kun for mig selv. Og jeg besluttede hurtigt at der kun var to muligheder, sang eller dans. Jeg har danset hele min barn/ungdom og det er altså bare noget der giver point på humørkontoen. Men jeg har også altid elsket at synge, jeg har nok bare aldrig rigtig turde. Og helt tilfældigt så jeg en annonce om at Rockus startede sit første kor, og så endda lige her på Islands Brygge! 1, 2, 3 klil og så havde jeg meldt mig til en prøvetime! Jeg fortrød allerede et sekund efter, for det var MEGA grænseoverskridende at skulle gå derned alene. Jeg tror seriøst jeg var ved at melde fra de første 1.000 gange inden den første prøvetime, og også på på de 5 min. det tog at gå derned var jeg ved at vende om. Men jeg gjorde det ikke, for jeg havde virkelig lyst til at finde glæde i noget jeg gjorde kun for mig.

Og hold da op hvor er jeg glad for jeg ikke stak halen mellem benene, for allerede efter dén første time var jeg solgt. Vi sang som havde vi aldrig lavet andet, det har helt sikkert lydt højt, men næppe godt, men det var lige meget for vi var alle i samme båd. Og Simone vores korleder, var bare så super nede på jorden og energisk at vi ikke kunne andet end at lade os rive med. Og nu synger vi sammen 2 timer hver tirsdag aften, men vi synger ikke bare, vi griner, sladrer & hygger os, og jeg kan ærligt sige at jeg virkelig ikke vil undvære det. Og det er ikke kun noget jeg selv kan mærke, for de dage hvor jeg virkelig har været træt og ikke har orket det, har Mark nærmest skubbet mig ud af døren (og ikke bare fordi han gerne vil have 2 timer for sig selv, omend det også er en del af sandheden) fordi han virkelig kan mærke at jeg kommer gladere hjem igen.

Så nu vil jeg skynde mig at få noget mad i skrutten, og så vil jeg tage ned til mine Rockusvenner  – det er mega cool at gå til kor hos Rockus

//Pia

 

Følg os her:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndag og forårsfornemmelser