Min mormanual er blevet opdateret med et nyt kapitel, og desværre et trist et af slagsen

For lidt over en uge siden blev vores liv vendt på hovedet. Det gjorde det da Noahs far desværre faldt bort. ALT for tidligt og meget pludseligt. Jeg uddyber ikke nærmere, for jeg synes det hører til hos os i den den nærmeste familie. Jeg kan tilgengæld mærke at hele følelsen omkring at være forældre i sådan situation har kastet en del tanker af sig, og dem vil jeg gerne prøve at sætte lidt ord på.

For hvordan støtter man bedst sit barn, i den fuldstændigt ubærlige situation? En ting er jo det første chok og de første dage, der hvor vi bare er sammen, græder sammen, griner sammen over sjove minder og i det hele taget bare er i undtagelses situation. Her synes jeg faktisk at jeg klarer mig meget godt. For jeg er ret klar i spyttet når det handler om at børn skal se det ærlige, både når det handler om glæde og sorg. Men når de første dage så er ovre, så begynder der at dukke en helt masse spørgsmål op synes jeg. Spørgsmål som der bare ikke rigtig kan findes svar på, i min ellers velassorterede mormanual, som jo trods alt er blevet en tyk sag henover de 13 år, jeg har været nogens mor.

Snakker jeg nu nok med ham om sorgen, snakker  jeg for meget med ham om det. Græder jeg for meget i situationer hvor han ikke gør. Er det okay at starte op på en normal hverdag igen? Kan jeg efterlade ham hos andre hvis jeg skal noget, eller er det for tidligt? Der er bare så mange spørgsmål hele tiden, og ligesom med alle de andre kapitler jeg har skrevet i manualen gennem tiden, så er det her jo også et der må skrives hen ad vejen. Jeg har dog allieret mig med en børnepsykolog, ikke fordi jeg som sådan synes Noah viser tegn på at have brug for det lige nu. Men bare for at han har en at tale med, og en der måske tør stille de spørgsmål, man som forældre kan have lidt berøringsangst overfor. Vi har været der en enkelt gang, og tro mig der BLEV  stillet spørgsmål jeg ikke selv ville have stillet. Men overraskende nok, så svarede Noah bare helt roligt og klart og så kunne moderen sidde og tude i baggrunden. Som den kloge mand udtrykte det, det er os voksne der skal lære noget af børnene i den her proces. Man må ikke tænke de sørger for lidt eller for kort, og at det dermed ikke rigtigt er gået op for dem hvad der er sket. For det er simpelthen bare sådan, at de er langt bedre til at springe mellem det triste og det almindelige som ikke har ændret sig. Hvor er jeg glad for vi valgte at lægge vejen forbi en psykolog, er sikker på vi får glæde af det over de næste par måneder.

For de næste par måneder er jo lige præcis her vi skal lære at leve med alt det her. Når sorgen pludselig dukker op, og også det at Noah nu skal trækkes med os hele tiden. Ikke længere nogen pause fra mors evindelige bekymringer. Vi skal have en ny rutine op at stå, og vi skal have lillesøster som Noah har på sin fars side, inkorporeret også. Og den klarer vi selvfølgelig, fordi vi skal og fordi vi kan. Vi kan som familie, også det her, selvom manualen ikke er opdateret.

 

//Pia

 

Følg os her:

Bare vent til du selv får børn!

Bedre kendt som udtrykket, der kan få de fleste par uden børn til at se rødt. For hvad fanden bilder de bedrevidende tåber sig egentlig ind. Bare fordi man ikke har børn endnu, kan man da godt tillade sig at have en holdning, til børnerelaterede emner.

Og ja gu’ har man da så! Og jeg bliver også umenneskelig træt af mig selv de få gange jeg får slynget det afsted. For jeg synes faktisk kun det er helt på sin plads, at man har gjort sig tanker om hvilken type forældre man gerne vil være. Man går jo heller ikke ud og erhverver sig andre vigtige ting uden at have gjort sig en masse tanker først.

Når jeg så alligevel en gang imellem får sendt udtrykket ud, der hvor alle holder vejret et øjeblik, så er det simpelthen fordi at der er SÅ uendeligt mange ting man ændrer holdning til når de små poder flytter ind i ens hjem & hjerter. Det gør man simpelthen fordi der er så helt utroligt mange ting, man bare ikke havde set komme, havde kunne læse sig til, eller som nogen som helst nogensinde ville kunne beskrive før man står i det. Det er som at skulle gennemskue googles algoritme for hvordan man ender op på side et i søgehistorikken, og vel at mærke samtidig med at være udsat for søvntortur.

Og hvordan i alverden skulle folk uden børn så have mulighed for at kunne vide det? Det kan de ikke, og dermed skal de heller ikke holde igen, de skal have lov at ytre deres forventninger til hvordan de ønsker at løse opgaven! Samtidig vil jeg gerne smide et shout out ud for at man går til opgaven med ydmyghed. For hvis samtlige de folk der allerede har fået børn, (eller der er jo altid undtagelser læs: de der instamødre der bare STYRER pisset og bager boller lørdag morgen, og deres hjem ligner en inspirationsside i et boligmagasin, men de må altså lige ryge i en gruppe for sig lige nu!) eller 90% af dem har måtte sande, at livet bare ændrer sig, og at den manglende kontrol og uforudsigelighed i hverdagen bare får en til at kaste alle holdninger op i luften til revurdering, så er der ski da nok en grund til det.

Alle er selvfølgelig forskellige det er klart, men jeg tør næsten godt væde min næste uges nattesøvn på at det er de færreste der står på den anden side og tænker, top dollar, det gik jo præcis som jeg havde forventet. Og pyt også med det, for så kigger vi over på vores lækre unger og ser at vi har gjort et ganske godt job.

Vi prøver alle sammen at være på begge hold, før & efter holdet, og begge hold er skide gode. De agerer efter den viden de har, andet kan man jo ligesom ikke der findes jo ingen manual. Åh gud hvor ville jeg for øvrigt ønske der var en manual med, når man sidder der på kanten af hospitalssengen, med sin weekendtaske ved sin side, og en lille klump kærlighed liggende i vuggen, lige der hvor man tænker godt nu har jeg født, men hvad skal jeg så gøre med den der lille størrelse nu???

//Pia

 

Følg os her:

At få en hvalp – forventning vs. Virkelighed

Første gang vi snakkede om at få hund var for ca 5 år siden. På daværende tidspunkt boede vi dog i vores gamle lejlighed hvor vi ikke måtte have hund og tanken blev derfor lagt på hylden relativt hurtigt. Da vi så flyttede synes vi at det var ved at være tid til at kigge efter en lille hvalp. Der er ikke rigtig nogen af os der har prøvet at have hund før og da slet ikke en hvalp, så vi vidste ikke rigtig hvad vi kunne forvente. Vi undersøgte alt hvad vi kunne. Både om hvalpe generelt, men også alt om franske bulldogs. Vi følte os rimelig velforberedte, men vi vidste også at det nok ville være et noget større arbejde end hvad vi kunne forestille os. Den antagelse var helt rigtig og jeg må ærligt indrømme at vi begge blev noget overraskede. Her er nogle af vores forventninger inden vi hentede vores lille hvalp.

Inden vi hentede Hans havde vi rigtig glædet os til at vi skulle ud og gå en masse hyggelige ture. Vi går selvfølgelig en masse hyggelige ture nu, men virkeligheden var at Hans slet ikke gad at gå tur i starten. Han forstod simpelthen ikke hvad han skulle. Lige så snart han fik snor på, satte han sig på numsen og kiggede meget forvirret op på os. Vi skulle derfor lære ham at gå tur hvilket vi slet ikke var forberedt på og det tog nok omkring 14 dage før han sådan rigtig forstod det. Derefter tog det lang tid for ham at finde ud af at han altså ikke altid kunne bestemme hvilken vej vi skulle gå. Franske Bulldogs er kendt for at være stædige. Det vidste vi selvfølgelig godt, da vi havde undersøgt racen før vi valgte den, men vi blev alligevel rimelig overraskede. Jeg er selv utrolig stædig, men selv jeg var ved at give op mange gange da Hans igen og igen bare satte sig på numsen når vi ikke skulle den vej han gerne ville. Stædigheden gælder ikke kun når han ikke vil gå, men i stort set alle aspekter. Han er dog blevet meget bedre nu, men det var virkelig noget der kom bag på os.

Pasning: Når folk spurgte os inden vi fik Hans om det ikke ville begrænse os lidt når det kom til rejser og spontanitet var mit svar altid. “Så må vi jo betale for at han kan blive passet” altså som i passet af nogen vi ikke kender. Det kan jeg ligeså godt sige som det er. Det ville jeg aldrig sige idag. Og det kommer heller ikke til at ske. Det er virkelig kommet bag på mig hvor hurtigt man knytter sig til sådan et lille væsen og hvor meget vi er kommet til at holde af ham. I hverdagen og når det kommer til almindelig spontanitet synes jeg egentlig ikke det har begrænset os ret meget. Vi tager ham med de fleste steder og hvis han ikke kan komme med gør det ikke så meget da han fint kan være alene hjemme. Når det kommer til rejser har vi ikke rigtig mærket noget til det endnu. Vi skal til sommer rejse for første gang siden vi fik ham og der har vi fået nogle bekendte til at passe ham. Vi er ret spændte på det og jeg må da indrømme at jeg ikke synes det er mega fedt at skulle rejse uden ham.

Søvn: Den her var jeg overhoved ikke foreberedt på. Jeg havde slet ikke tænkt over en hvalps søvnskema. Nok fordi der egentlig ikke er så meget information om det. Det er meget forskelligt hvor mange timer om natten hvalpe sover og jeg tror egentlig at Hans ligger i den gode ende. I starten sov han dog virkelig ikke særlig længe og han vågnede mange gange i løbet af natten og skulle ned og tisse. Manglende søvn var helt klart noget af det hårdeste. Jeg fungerer virkelig ikke godt på meget lidt søvn og jeg må nok indrømme at det var Aleksander der trak det tunge læs lige på det her område.

Det her er bare nogle af de punkter der har overrasket os. Aspekter så som hundegård og hundeparker og dertilhørende uskrevne regler kommer jeg nok også til at skrive lidt om en dag, men indtil videre vil jeg starte med disse helt gængse punkter. En ting er dog helt sikkert. Selv om det har været hårdt at få en hvalp, så har det været det hele værd og vi vil slet ikke være vores lille buller foruden.

 

//Anne-Mette

 

Følg os her:

På date med mig selv!

I skal vide at jeg på ingen måde er hende der altid har haft brug for tid alene, bare migtid. Jeg har virkelig aldrig nogensinde haft det sådan. Nok i virkeligheden det stik modsatte, jeg har mere kunne betegnes som lidt af en tryghedsnarkoman. Nu kan jeg godt med lidt mere voksne øjne lave psykolog snakken på mig selv, og se at det nok er nemmere at være sammen med andre, for så skal man ikke lytte så meget til sig selv, og sine egne tanker 😉

Men tilbage på sporet, for det jeg egentlig vil fortælle er, at jeg da lige skal love for at det har ændret sig. Med to tornadoer i huset der stiller 3.000 spørgsmål i minuttet, og det føles virkelig sådan, ja så kan alene tid være ALT man ønsker sig. Og hvis man så kombinerer det med at Loui da han var omkring 2 år havde en periode hvor søvn bare ikke var super interessant, så var det ønske bare større end at se selveste julemanden juleaften, da jeg var 5 år gammel. Bare tanken om at komme hjem fra arbejde, tage et bad, UDEN nogen stod og bankede på døren, og så bare lægge sig under dynen bagefter åhh halleluja jeg kunne græde bare ved tanken, på det tidspunkt.

Det kunne Mark selvfølgelig godt mærke, og en klog mand som han er, kunne han nok godt se fordelen i at give hidsigproppen en god nats søvn. Han ringede derfor til en livline, hans storebror der på det tidspunkt arbejde på hotel. Men da det hotel han arbejde på kun lå ca. 10 min. fra hvor vi bor, og han kun bestilte et værelse til mig, så kunne han ikke helt slippe uden en forklaring. og her vil jeg gerne lige indskyde at Marks storebror ikke selv har, eller har haft små børn! Så da Mark forklarer at jeg bare er virkelig træt og har brug for at sove, så oser skepsissen ud af telefon røret… “Er i uvenner, er i okay” osv. osv. og selvom Mark på bedste vis prøvede at overbevise ham om at jeg altså bare var træt, og virkelig udkørt, så er jeg sikker på at han ikke tror på selv den dag i dag.

Men helt ærligt man ved jo ikke hvad træt egentlig betyder, før man er blevet vækket 6 gange hver nat i et år. Der rammer man altså bare muren på en helt ny måde. Man kan tude over noget det ene sekund, og to minutter efter grine af sig selv, jeg forstår virkelig godt at man bruger søvnudsættelse som tortur i nogle lande!!!

Men jeg fik hotelværelset dengang, og det hjalp, om ikke andet afholdte det mig fra at gå fuldstændig fra forstandet… på dét tidspunkt 🙂

 

Pictures from way back when…

//Pia

Følg os her:

Hverdagsluksus #2

Pia startede sidste uge med at dele hendes top 10 liste over ting hun synes er luksus i hendes hverdag. Derfor vil jeg dele 4 af de ting som jeg for tiden går og sætter ekstra meget pris på i min hverdag.

♥ Østerbro –  Jeg elsker at bo på Østerbro. Der ligger så mange restauranter lige rundt om hjørnet og jeg elsker at kunne gå ned en hverdags aften, spise noget lækker mad og drikke lidt god vin for derefter at gå hjem, hånd i hånd med min kæreste.

♥ At bo tæt på mine forældre – det er nemt at komme forbi til en kop kaffe eller lidt aftensmad når man ikke selv gider at være voksen

♥ Jeg elsker at jeg kan sove længe – jeg har ingen børn og kan derfor som oftest sove “længe” i weekenden. Hans vågner kl. 8 og så har jeg heldigvis en kæreste der er sød til at gå en tur med ham så jeg lige kan vågne og drikke en kop kaffe

♥ Solen – jeg elsker at der det sidste stykke tid har været meget mere sol. Mine gåture med Hans er virkelig noget jeg er begyndt at sætte pris fordi solen får mit humør til at stige og jeg elsker det!

//Anne-Mette

 

Følg os her: