Hverdagsluksus #2

På date med mig selv!

I skal vide at jeg på ingen måde er hende der altid har haft brug for tid alene, bare migtid. Jeg har virkelig aldrig nogensinde haft det sådan. Nok i virkeligheden det stik modsatte, jeg har mere kunne betegnes som lidt af en tryghedsnarkoman. Nu kan jeg godt med lidt mere voksne øjne lave psykolog snakken på mig selv, og se at det nok er nemmere at være sammen med andre, for så skal man ikke lytte så meget til sig selv, og sine egne tanker 😉

Men tilbage på sporet, for det jeg egentlig vil fortælle er, at jeg da lige skal love for at det har ændret sig. Med to tornadoer i huset der stiller 3.000 spørgsmål i minuttet, og det føles virkelig sådan, ja så kan alene tid være ALT man ønsker sig. Og hvis man så kombinerer det med at Loui da han var omkring 2 år havde en periode hvor søvn bare ikke var super interessant, så var det ønske bare større end at se selveste julemanden juleaften, da jeg var 5 år gammel. Bare tanken om at komme hjem fra arbejde, tage et bad, UDEN nogen stod og bankede på døren, og så bare lægge sig under dynen bagefter åhh halleluja jeg kunne græde bare ved tanken, på det tidspunkt.

Det kunne Mark selvfølgelig godt mærke, og en klog mand som han er, kunne han nok godt se fordelen i at give hidsigproppen en god nats søvn. Han ringede derfor til en livline, hans storebror der på det tidspunkt arbejde på hotel. Men da det hotel han arbejde på kun lå ca. 10 min. fra hvor vi bor, og han kun bestilte et værelse til mig, så kunne han ikke helt slippe uden en forklaring. og her vil jeg gerne lige indskyde at Marks storebror ikke selv har, eller har haft små børn! Så da Mark forklarer at jeg bare er virkelig træt og har brug for at sove, så oser skepsissen ud af telefon røret… “Er i uvenner, er i okay” osv. osv. og selvom Mark på bedste vis prøvede at overbevise ham om at jeg altså bare var træt, og virkelig udkørt, så er jeg sikker på at han ikke tror på selv den dag i dag.

Men helt ærligt man ved jo ikke hvad træt egentlig betyder, før man er blevet vækket 6 gange hver nat i et år. Der rammer man altså bare muren på en helt ny måde. Man kan tude over noget det ene sekund, og to minutter efter grine af sig selv, jeg forstår virkelig godt at man bruger søvnudsættelse som tortur i nogle lande!!!

Men jeg fik hotelværelset dengang, og det hjalp, om ikke andet afholdte det mig fra at gå fuldstændig fra forstandet… på dét tidspunkt 🙂

 

Pictures from way back when…

//Pia

Følg os her:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdagsluksus #2