Sidder lige og nyder roen, imens mit barn sover lur i gården i den friske luft og i skyggen af den dejlige spæde forårssol. Det håber jeg i hvert fald virkelig at det er. Foråret der er på vej. Åh hvor jeg synes det løfter humøret helt vildt, når vi får lidt solskin vores vej. Normalt går jeg ikke vildt meget op i årstiderne og kan godt sætte pris på, at de hver især kan noget forskelligt. Men jeg må indrømme at jeg virkelig længes efter foråret og sommeren i år. Det har været et langt og sejt efterår og vinter, så jeg ser frem til at vi går en lysere tid i møde. Jeg kan mærke at fremtidsdrømmene om hus og have virkelig trækker i mig, når vejret viser sig fra sin bedste side. Tænk at kunne tøffe lige ud på terrassen og nyde sin kaffe i en solstråle. Eller et glas vin og dejlig mad fra grillen i de lune aftentimer i godt selskab. At kunne nyde synet af sin lille søn i et badebassin på græsset eller på rov i hindbærbusken. Måske bor man endda et sted, der ligger tæt på skov og hav, væk fra storbyens larm og kaos. Åh, det gad jeg godt.

Nå, udover dagsdrømmeri, så er vi stadig lidt fanget i sygdomsmøllen. Det er som om, at den ikke heeelt vil slippe os. Min nevø, og gudbarn, Noah, blev 13 år i torsdags (spørg lige om jeg føler mig gammel) og hele familien skulle have fejret ham idag, men det går vi jo så desværre glip af. Det kan jeg godt mærke gør lidt ondt på mig, for det er en stor dag for ham og jeg ville så gerne være der til at kramme lidt på ham og være med til at gøre dagen til noget særligt for ham. Men så er det godt, at vi har hele livet, til at indhente det forsømte <3

Jeg ser frem til en ny uge og håber og krydser for, at det her bliver ugen, hvor vi bliver helt raske og friske igen. Vi skal nemlig på besøg i Maltes nye vuggestue på torsdag. Jep, vi er simpelthen blevet tilbudt en plads til ham, i den institution, der hele tiden har været vores første prioritet. Så lidt godt er der da kommet ud af al den sygdom, for det gør, at han jo som bekendt ikke rigtig er nået at blive kørt ordentligt ind, i den nuværende. Så vi har stoppet indkøringen og så krydser vi for, at han er top klar til indkøring i den nye vuggestue den 15. marts. Det glæder jeg mig helt vildt meget til. Jeg er sikker på, at det bliver det helt rigtige for os.

Jeg håber I har en dejlig søndag foran jer, og at I kan komme ud og nyde det gode vejr. De her dejlige lyse dage skal virkelig inhaleres. Hvis ikke udendørs, så igennem vinduet bare. Alt gælder.

God søndag <3

//Helle

Følg os her, så bliver vi mega glade:

Det er ikke meget jeg får skrevet herinde for tiden, men overskuddet har simpelthen ikke været til det. Jeg har flere gange været tæt på, men lukket skærmen i igen, fordi jeg ikke rigtig har kunne samle tankerne eller finde ordene. Februar har lagt ud med at være en hård nyser og de sidste to uger, har godt nok sat sine spor. Som jeg skrev sidst, så nåede jeg i vuggestue med Malte én dag før influenza-epidemien fik sit tag på ham og han var lagt ned hele sidste uge, bogstavelig talt. Jeg har aldrig set ham så dårlig før. Han har ikke nemt ved at få feber og det har vi faktisk været rimelig forskånet for – også på trods af vacciner. Så da feberen toppede med 40,2 lørdag eftermiddag var han fuldstændig baldret. Han lå og sov på mig størstedelen af tiden og hans feberøjne kørte rundt i det lille hoved så snart han var vågen. Lille mand <3

Vi sov selvfølgelig ikke skide meget den uge nogen af os, så vi gik ikke ind i denne uge med de bedste forudsætninger. Og bedst som at Malte begyndte at få det bedre, var det farmands tur i influenzagryden. Så man kan vist godt sige, at jeg har fået en lille smagsprøve på livet som enlig mor, da jeg har stået for Malte selv det meste af ugen, for at farmand hurtigst muligt kunne komme på benene igen. Det har bestemt ikke været nemt og igår ramlede det hele om hovedet på mig.

Jeg har igen i denne uge været igang med at køre Malte ind i vuggestuen og det er i sig selv en lidt hård følelsesmæssig affære for sådan en pyllermor som mig, har jeg måtte erkende. Jeg ved ikke om det er indkøringen, eller det, at han lige har ligget tæt med mig en hel uge som gør udfaldet, men igår var han helt ved siden af sig selv og helt vildt morsyg. Så morsyg, at jeg ikke engang kunne gå på toilettet uden at han stod ude på den anden side af døren og græd efter mig. Far plejer at være tilnærmelsesvis lige så god som mor, fordi vi jo begge har gået meget hjemme med ham, men efter de her par uger, er det åbenbart kun mor der dur. Og hvis jeg ikke var drænet nok i forvejen, så er jeg det i hvert fald nu. Ikke nok med at det kun er mig der dur og han helst bare vil hænge på armen (han vejer altså over 12 kg!), så har han de vildeste humørsvingninger og prøver grænser af konstant for tiden. Han kravler op på alt han ikke må, han går i skraldespanden, han græder og vrider sig når han skal skiftes eller have tøj på, han tager fat i ting han ikke må og kaster sig på gulvet grædende når man tager det fra ham.

Igår gik jeg i seng kl. 21 for at få et par effektive timers søvn, da vi også stadig kæmper med nattesøvnen og jeg bestemt ikke bliver et bedre menneske, når jeg er i total søvnmangel. I øjeblikket vågner han typisk kl. 3 hver nat og er vågen et par timer, før jeg kan få ro på ham igen. Det balancerer ikke skide godt med vuggestuestart, hvor han helst skal være nogenlunde frisk og ikke kan sove formiddagslur. Igår måtte jeg simpelthen holde ham hjemme, fordi han som sagt var helt ved siden af sig selv.

Men på trods af at vi også har været vågne i nat, så var han trods alt mere glad og frisk imorges – og det samme var jeg. Så idag er han i vuggestue og skal for første gang spise med til frokost. Jeg skal hente ham her 11.20 og glæder mig helt vildt til at se ham og høre hvordan det er gået. Nu krydser jeg fingre for, at farmand også snart er rask, så alt ikke er nær så presset.

Jeg beklager den lange klagesang, jeg lover at jeg nok snart skal skrive noget lidt mere opløftende, men lige nu er mor-livet bare lidt udfordrende og det er det der fylder hos mig. Forhåbentlig bliver det hele snart lidt nemmere.

God weekend!

//Helle

Følg os her 

Malte startede i vuggestue i mandags og planen var, at de næste to uger skulle bruges på, at give ham en forhåbentlig god og langsom indkøring. Vores studier er allerede igang igen, men da min mand har mødepligt i sine fag (troede ellers det var universitetet vi gik på..), er det mig der står for indkøringen – og jeg kommer derfor en smule bagud fra start. Mandag morgen begynder Malte at hoste og vi når derfor kun at være i vuggestue mandag, da han efterfølgende bliver noget mere sløj i betrækket og også får feber. Såe. Nu er vuggestuestart sat på standby, indtil feberen finder sin vej ud af hans lille krop.

Jeg ber til, at den gør det snart, for som sagt er jeg allerede bagud – og lige nu tyder alt lidt på, at jeg kan lægge en uge mere til. Det føles lidt som skruen uden ende det her med at skulle balancere hjemmepasning og studie samtidig. Nu havde vi set frem til, både på Maltes vegne og vores egne, at han skulle starte i vuggestue, så der forhåbentlig kunne komme lidt ro på. Vi har været hjemme hele januar, uden at så meget som en forkølelse har ramt ham. Og netop den dag han skal starte, så bliver han syg. Det er mega frustrerende når ens energidepot i forvejen har ramt minus og det bliver efterhånden sværere og sværere at holde hovedet oven vande. Men det gør vi selvfølgelig – for det skal vi. Og det skal nok blive godt på den anden side.

Vigtigst af alt er selvfølgelig, at Malte får en stille og rolig indkørsel i sit helt eget tempo og at han bliver frisk og rask igen, så må studiet komme bagefter. Vi har efterhånden affundet os med tanken om, at gennemføre med røven i vandskorpen – det kan nok ikke være så meget anderledes.

Så ja, herhjemme drikker vi lidt ekstra koffein (kun de voksne..), putter til tegnefilm, lader rod og vasketøj flyde, krammer lidt ekstra og prøver at få det bedste ud af situationen. Prøver 🤞🏼

God onsdag til jer 🙂

//Helle

I vores familie har vi en tendens til at gøre mange ting sammen! Vi tilbringer nok mere tid sammen end de fleste familier. Det tror jeg alle vores kærester kan skrive under på. Men det sjove er, at lige så meget vi elsker hinanden og lige meget hvor tit vi er sammen, lige så meget kan vi gå hinanden på nerverne og være skrub uenige om alt muligt fra himmel til jord.

Men sådan tænker jeg at det simpelthen MÅ være i de fleste familier, hvis ikke så lad mig venligst være lykkeligt ignorant 😉

Men netop fordi vi er tætte, så lå det jo også på en eller anden måde lige til højre benet at finde på noget spændende at udforske sammen. Helle har altid været ivrig læser af diverse blogs, så det blev hurtigt den vej vi kiggede. Men kan man starte en blog 3 søstre sammen? Vi gik i tænke boks, og her er lidt af de tanker vi gjorde os:

Helle

Jeg har altid været lidt af en SoMe-nørd og jeg elsker, at lade mig inspirere og motivere af andres liv og erfaringer. Jeg har også flere gange forsøgt selv at blogge – men på grund af den usikkerhed som bor i de fleste af os, når vi skal prøve noget vi ikke har prøvet før, er jeg stoppet lige så hurtigt igen. Det var for grænseoverskridende at dele sine tanker offentligt – og hvem skulle også overhovedet være interesseret i, at læse om mig. Endnu én. Hvad havde jeg at byde på? Et trivielt og kedeligt liv, følte jeg. Og hvad så, hvis der ikke var nogen der ville læse det jeg skrev. Det ville da være en kæmpe fiasko. Så jeg har parkeret tanken om den blog længe og havde egentlig affundet mig med, at det nok bare ikke var for mig.

Men vi søstre har altid haft et ønske om, at starte noget sammen – og selvom det var en grænseoverskridende tanke at starte en blog op sammen, var det perfekt for min usikkerhed. For så er de ikke kun mit sikkerhedsnet ude i det virkelige liv – men også herinde. Når jeg føler, at det jeg skriver er ligegyldigt eller for grænseoverskridende, så har jeg mine to væbnere, som jeg ved, altid er ærlige over for mig, men som også altid bakker mig op og giver mig en tro på mig selv. Og så deler de oplevelsen med mig. Vi er i det sammen. Jeg synes vi er stærke hver for sig, men om muligt endnu mere sammen, fordi vores forskelligheder supplerer hinanden og gør os fuldstændige. Jeg håber at I der læser med, deler samme opfattelse.

Anne-Mette

Da Helle og Pia først nævnte for mig, at de havde tænkt på om vi ikke skulle åbne en blog var min første tanke helt klart NEJ. Jeg er en meget privat person. Jeg lægger ikke særlig meget ud på mine sociale medier, der skal meget til før jeg stoler på folk og selv mine bedste veninder og min nærmeste familie vil nok sige, at der skal noget til for, at få mig til at fortælle om mine følelser. Derfor følte jeg at det ville være ekstremt grænseoverskridende at skulle skrive om netop følelser og mit liv på en blog som alle kunne gå ind og læse. På den anden side elsker jeg selv, at læse med på andres blogs. Jeg elsker at blive klogere på andre mennesker og jeg elsker at kunne spejle mig i andre. Når jeg har været ramt af angst eller bare generelt har haft brug for ikke at føle mig alene i nogle situationer, har jeg virkelig sat pris på at andre har lukket op for deres følelser og har sat ord på nogle svære emner så jeg har kunne se, at jeg ikke var den eneste der havde det sådan. Derfor lod jeg mig overtale af mine søstre til at starte en blog.

Derudover elsker jeg, at være kreativ og jeg elsker at lave projekter med mine søstre. Jeg begyndte straks at tænke på projekter vi kunne lave sammen og det var nok egentlig det der solgte ideen til mig. Det var et fælles projekt og det var noget der kunne lære os en hel masse om os selv og hinanden.  Selv om jeg er helt sikker på, at vi nok skal opleve skænderier og uenigheder undervejs i projektet, så er jeg også helt sikker på at vi nok skal få noget helt vildt sjovt ud af det. Og om ikke andet så får jeg helt sikkert rykket lidt til mine grænser og det er jeg sikker på er virkelig sundt for mig.

Pia

Det var måske ikke det første der faldt mig ind, det der med at blogge. Og det er simpelthen fordi at jeg ikke har været den store læser af blogs selv.

Men de senere år er jeg begyndt at følge en del af de større bloggere på instagram, og den vej igennem selvfølgelig også læst med når de lagde gode blogposts op. Og jeg er ret vild med at følge med hos dem. Mest af alt fordi man jo kan spejle sig i utrolig mange af de ting der rør sig i deres hverdag. Og det var faktisk også det, der var med til at jeg kom over den første usikre tanke om, at vi da virkelig ikke kunne være interessante nok til at starte en blog. For gu’ er vi da så, vi har allesammen utrolig meget på hjerte, i skulle se når der er familie middag og alle er samlet, vi kaster alle sammen stærke meninger og holdninger rundt, til man næsten ikke kan høre hvad der bliver sagt. Samtidig er der så stor spredning på os rent aldersmæssigt, så hvis man følger med hos os, vil der klart være noget for alle. Og der vil være mange område hvor vi er forskellige, men når det er sagt tror jeg det bliver en virkelig fed rejse for os, at lære endnu mere om hinanden og hinandens tanker og følelser. Vi har ikke altid været super gode til at lukke op for posen og få talt om vores følelser. I hvert fald ikke før det var højst nødvendigt.

Rent praktisk skal vi selvfølgelig også finde ud af hvordan vi laver en opsætning der fungerer når vi nu er tre. Her på bloggen tænker jeg vi har fundet en ret god løsning. Og vi vil hjertens gerne høre hvis i har ideer til hvordan det ville fungere endnu bedre.

Og så er der selvfølgelig også lige det med at blive enige 🙂 Enige om layout, og enige om hvordan vi rent praktisk synes en blog skal fungere. Skal der indhold op hver dag, eller kun når man har noget på hjerte. Hvor meget tid og energi skal der lægges i projektet, og skal alle være akkurat lige ambitiøse for at det kan virke? Der blev talt meget om alt dette, før at vi tilsidst blev enige om, at der kun var en måde at finde ud af det på, vi prøver sgu, VI GØR DET!

Og jeg elsker det, elsker at have noget sammen med mine tossede to søstre, bliver stolt over at de tør dele, og det giver mig lyst og mod til at gøre det samme. Tænk sig at vi alle 3 er blevet voksne nu, og at den drøm jeg har gået med i maven i mange år, måske er startet lige her. Nemlig at vi en dag ville arbejde sammen, og udnytte vores relation endnu mere <3

Så må vi jo pænt vente og se om I derude i SoMe land, så rent faktisk synes at vi er interessante nok 😊

//Pia, Helle & A-M

Det er stadig vildt underligt, at skulle sætte sine egne behov til side, fordi der nu er kommet et minimenneske, som ikke kan selv og som har brug for én. Inden vi fik Malte, følte jeg virkelig at mine dage var uden indhold og bare lignede hinanden. Jeg følte jeg havde så meget tid til mig selv, at jeg ofte kedede mig og jeg havde simpelthen for meget tid, til at gå op i mig selv. Jeg var så selvkritisk og tænkte ofte over, hvad andre mon tænkte om mig. Det blev klart bedre på den anden side af de 25, men jeg havde stadig brug for, at få fokus væk fra mig selv og over på noget andet.

Det sker helt af sig selv, når man får et barn. Og det er på alle måder fantastisk, men det er også sindssyg hårdt. Det er virkelig hårdt at skulle være noget for en anden, ligegyldigt hvordan man selv har det. Og man kan bare ikke rigtig trække sig – i hvert fald ikke uden at få dårlig samvittighed. Det kunne jeg i hvert fald ikke i starten. De første måneder er barnet jo også fysisk afhængig af én – i hvert fald hvis man ammer. Det gjorde jeg i 10 måneder og selvom jeg elskede de stunder og det nærvær det gav mig og min søn, så var det også lidt en lettelse at være uafhængig og få sin krop for sig selv igen.

Jeg har stadig ikke været meget helt for mig selv i den periode jeg har været mor. Heller ikke selvom, at jeg ikke ammer mere. Fordi jeg synes det er rigtig svært, at prioritere mig selv og give slip. Jeg har svært ved, at give mig selv lov til, at nyde tiden uden ham. Men jeg ved også det er vigtigt, for at jeg ikke brænder sammen og for, at jeg kan opretholde mit overskud, som jo kommer ham til gode. Så jeg kan være den bedste version af mig selv. Jeg glæder mig til, at der kommer mere balance i tingene. For lige nu føler jeg, at jeg inden Malte havde for meget tid til mig selv og efter Malte har jeg følt, at jeg ingen tid har til mig selv. Og begge dele har været en udfordring for mig, på hver sin måde. Jeg vil virkelig gerne lande et sted i midten.

Selvfølgelig ønsker jeg at bruge størstedelen af min tid med min søn og min familie og jeg føler virkelig, at mit liv giver mening nu og jeg elsker følelsen af, at være uundværlig. Der er ikke noget bedre, end når han selv går hen og giver en et kram, eller rækker ud efter en. Mit selvværd har uden tvivl fået et nøk op, efter jeg er blevet mor. Men det er også bare vigtigt stadig at have lidt fokus på sig selv og få tanket op. For det synes jeg der er en tendens til, at vi glemmer, så snart vi får børn. Vi løber stærkt for at kunne opfylde alle deres behov – vi giver alt hvad vi har til dem og ender med at blive en udmattet, grå skygge af os selv fordi vi glemmer at prioritere os selv og få opfyldt vores egne behov.

Jeg har brug for lige at finde mig selv igen kan jeg mærke. Jeg føler mig på alle måder forandret, både mentalt men også i min krop. På nogle punkter har jeg helt distanceret mig fra mig selv og det tror jeg ikke på er særlig sundt i længden.

Så jeg øver mig på, at prioritere mig selv. Hende der Helle, som jo altså også er vigtig. Og jeg er sikker på – eller i hvert fald håber jeg, at det bliver lettere med tiden.

//Helle