For lidt over en uge siden blev vores liv vendt på hovedet. Det gjorde det da Noahs far desværre faldt bort. ALT for tidligt og meget pludseligt. Jeg uddyber ikke nærmere, for jeg synes det hører til hos os i den den nærmeste familie. Jeg kan tilgengæld mærke at hele følelsen omkring at være forældre i sådan situation har kastet en del tanker af sig, og dem vil jeg gerne prøve at sætte lidt ord på.

For hvordan støtter man bedst sit barn, i den fuldstændigt ubærlige situation? En ting er jo det første chok og de første dage, der hvor vi bare er sammen, græder sammen, griner sammen over sjove minder og i det hele taget bare er i undtagelses situation. Her synes jeg faktisk at jeg klarer mig meget godt. For jeg er ret klar i spyttet når det handler om at børn skal se det ærlige, både når det handler om glæde og sorg. Men når de første dage så er ovre, så begynder der at dukke en helt masse spørgsmål op synes jeg. Spørgsmål som der bare ikke rigtig kan findes svar på, i min ellers velassorterede mormanual, som jo trods alt er blevet en tyk sag henover de 13 år, jeg har været nogens mor.

Snakker jeg nu nok med ham om sorgen, snakker  jeg for meget med ham om det. Græder jeg for meget i situationer hvor han ikke gør. Er det okay at starte op på en normal hverdag igen? Kan jeg efterlade ham hos andre hvis jeg skal noget, eller er det for tidligt? Der er bare så mange spørgsmål hele tiden, og ligesom med alle de andre kapitler jeg har skrevet i manualen gennem tiden, så er det her jo også et der må skrives hen ad vejen. Jeg har dog allieret mig med en børnepsykolog, ikke fordi jeg som sådan synes Noah viser tegn på at have brug for det lige nu. Men bare for at han har en at tale med, og en der måske tør stille de spørgsmål, man som forældre kan have lidt berøringsangst overfor. Vi har været der en enkelt gang, og tro mig der BLEV  stillet spørgsmål jeg ikke selv ville have stillet. Men overraskende nok, så svarede Noah bare helt roligt og klart og så kunne moderen sidde og tude i baggrunden. Som den kloge mand udtrykte det, det er os voksne der skal lære noget af børnene i den her proces. Man må ikke tænke de sørger for lidt eller for kort, og at det dermed ikke rigtigt er gået op for dem hvad der er sket. For det er simpelthen bare sådan, at de er langt bedre til at springe mellem det triste og det almindelige som ikke har ændret sig. Hvor er jeg glad for vi valgte at lægge vejen forbi en psykolog, er sikker på vi får glæde af det over de næste par måneder.

For de næste par måneder er jo lige præcis her vi skal lære at leve med alt det her. Når sorgen pludselig dukker op, og også det at Noah nu skal trækkes med os hele tiden. Ikke længere nogen pause fra mors evindelige bekymringer. Vi skal have en ny rutine op at stå, og vi skal have lillesøster som Noah har på sin fars side, inkorporeret også. Og den klarer vi selvfølgelig, fordi vi skal og fordi vi kan. Vi kan som familie, også det her, selvom manualen ikke er opdateret.

//Pia

Følg os her:

Bedre kendt som udtrykket, der kan få de fleste par uden børn til at se rødt. For hvad fanden bilder de bedrevidende tåber sig egentlig ind. Bare fordi man ikke har børn endnu, kan man da godt tillade sig at have en holdning, til børnerelaterede emner.

Og ja gu’ har man da så! Og jeg bliver også umenneskelig træt af mig selv de få gange jeg får slynget det afsted. For jeg synes faktisk kun det er helt på sin plads, at man har gjort sig tanker om hvilken type forældre man gerne vil være. Man går jo heller ikke ud og erhverver sig andre vigtige ting uden at have gjort sig en masse tanker først.

Når jeg så alligevel en gang imellem får sendt udtrykket ud, der hvor alle holder vejret et øjeblik, så er det simpelthen fordi at der er SÅ uendeligt mange ting man ændrer holdning til når de små poder flytter ind i ens hjem & hjerter. Det gør man simpelthen fordi der er så helt utroligt mange ting, man bare ikke havde set komme, havde kunne læse sig til, eller som nogen som helst nogensinde ville kunne beskrive før man står i det. Det er som at skulle gennemskue googles algoritme for hvordan man ender op på side et i søgehistorikken, og vel at mærke samtidig med at være udsat for søvntortur.

Og hvordan i alverden skulle folk uden børn så have mulighed for at kunne vide det? Det kan de ikke, og dermed skal de heller ikke holde igen, de skal have lov at ytre deres forventninger til hvordan de ønsker at løse opgaven! Samtidig vil jeg gerne smide et shout out ud for at man går til opgaven med ydmyghed. For hvis samtlige de folk der allerede har fået børn, (eller der er jo altid undtagelser læs: de der instamødre der bare STYRER pisset og bager boller lørdag morgen, og deres hjem ligner en inspirationsside i et boligmagasin, men de må altså lige ryge i en gruppe for sig lige nu!) eller 90% af dem har måtte sande, at livet bare ændrer sig, og at den manglende kontrol og uforudsigelighed i hverdagen bare får en til at kaste alle holdninger op i luften til revurdering, så er der ski da nok en grund til det.

Alle er selvfølgelig forskellige det er klart, men jeg tør næsten godt væde min næste uges nattesøvn på at det er de færreste der står på den anden side og tænker, top dollar, det gik jo præcis som jeg havde forventet. Og pyt også med det, for så kigger vi over på vores lækre unger og ser at vi har gjort et ganske godt job.

Vi prøver alle sammen at være på begge hold, før & efter holdet, og begge hold er skide gode. De agerer efter den viden de har, andet kan man jo ligesom ikke der findes jo ingen manual. Åh gud hvor ville jeg for øvrigt ønske der var en manual med, når man sidder der på kanten af hospitalssengen, med sin weekendtaske ved sin side, og en lille klump kærlighed liggende i vuggen, lige der hvor man tænker godt nu har jeg født, men hvad skal jeg så gøre med den der lille størrelse nu???

//Pia

Følg os her:

I skal vide at jeg på ingen måde er hende der altid har haft brug for tid alene, bare migtid. Jeg har virkelig aldrig nogensinde haft det sådan. Nok i virkeligheden det stik modsatte, jeg har mere kunne betegnes som lidt af en tryghedsnarkoman. Nu kan jeg godt med lidt mere voksne øjne lave psykolog snakken på mig selv, og se at det nok er nemmere at være sammen med andre, for så skal man ikke lytte så meget til sig selv, og sine egne tanker 😉

Men tilbage på sporet, for det jeg egentlig vil fortælle er, at jeg da lige skal love for at det har ændret sig. Med to tornadoer i huset der stiller 3.000 spørgsmål i minuttet, og det føles virkelig sådan, ja så kan alene tid være ALT man ønsker sig. Og hvis man så kombinerer det med at Loui da han var omkring 2 år havde en periode hvor søvn bare ikke var super interessant, så var det ønske bare større end at se selveste julemanden juleaften, da jeg var 5 år gammel. Bare tanken om at komme hjem fra arbejde, tage et bad, UDEN nogen stod og bankede på døren, og så bare lægge sig under dynen bagefter åhh halleluja jeg kunne græde bare ved tanken, på det tidspunkt.

Det kunne Mark selvfølgelig godt mærke, og en klog mand som han er, kunne han nok godt se fordelen i at give hidsigproppen en god nats søvn. Han ringede derfor til en livline, hans storebror der på det tidspunkt arbejde på hotel. Men da det hotel han arbejde på kun lå ca. 10 min. fra hvor vi bor, og han kun bestilte et værelse til mig, så kunne han ikke helt slippe uden en forklaring. og her vil jeg gerne lige indskyde at Marks storebror ikke selv har, eller har haft små børn! Så da Mark forklarer at jeg bare er virkelig træt og har brug for at sove, så oser skepsissen ud af telefon røret… “Er i uvenner, er i okay” osv. osv. og selvom Mark på bedste vis prøvede at overbevise ham om at jeg altså bare var træt, og virkelig udkørt, så er jeg sikker på at han ikke tror på selv den dag i dag.

Men helt ærligt man ved jo ikke hvad træt egentlig betyder, før man er blevet vækket 6 gange hver nat i et år. Der rammer man altså bare muren på en helt ny måde. Man kan tude over noget det ene sekund, og to minutter efter grine af sig selv, jeg forstår virkelig godt at man bruger søvnudsættelse som tortur i nogle lande!!!

Men jeg fik hotelværelset dengang, og det hjalp, om ikke andet afholdte det mig fra at gå fuldstændig fra forstandet… på dét tidspunkt 🙂

Pictures from way back when…

//Pia

Følg os her:

Det er altså noget jeg ret tit kan finde på, at spørge mig selv om. Og gu’ er jeg ej, eller det kan jeg måske godt være på mange andre områder, men ikke lige med hensyn til den kommende weekend. Manden min skal ud og føjte, og dette både fredag og lørdag! Jeg har derfor ønsket mig at han valgte hvilken en af dagene den skulle have fuld pedal, og dermed også vælge hvilken dag han ville begrænse sig, bare en smule. Og når jeg beskriver det sådan er det fordi jeg bare har beskrevet begrænset som værende hjemme ved en 3 tiden.

Så nej jeg synes faktisk ikke jeg er så slem en kæreste alligevel. Ikke desto mindre er vi ikke helt på samme side, for han har virkelig ikke lyst til at skulle vælge fra, på nogen af arrangementerne.
Og med håb om at han ikke læser med her, kan jeg ikke lade være med, at sidde og smile lidt nu her mens han putter Loui inde på hans værelse. For istedet for at argumentere til døde over hvorfor at han ikke er hjemme kl. 3 i morgen, så havde han simpelthen disket op med kæreste forkælelse idag. Han havde købt ind til hjemmespa, med bobler, maske og snacks til badeværelset, efterfulgt af sushi. For helvede altså, det er jo ikke nemt at være sur mås så….

Der er dog stadig et lille men, for okay jeg er færdig med at være sur så, men Loui er helt uoverskueligt farsyg i de her dage, så hvis han skal være ude, skal han være helt ude. Det går ikke han skal sige farvel flere gange. Så nu har jeg sagt han må finde sig et sted at være, der ikke er herhjemme. Og det har også den fordel at jeg ikke skal ligge den halve nat, i TO nætter hvilket jo må give en HEL nat, og være bekymret for ham. JA sådan en er jeg, det står jeg ved. Jeg får sgu ikke sovet ordentlig når jeg ligger og “venter” på han kommer hjem.
Så nu vil jeg drikke resten af mine bobler, så jeg er sikker på det ikke er mig der skal hente vores nyudklækkede teenager kl. 10 hvor hans 80’er fest slutter!

//Pia

Følg os her:

Det tør jeg godt sige nu, men det gjorde jeg måske ikke lige da jeg startede. Og det er jo egentlig super åndssvagt, for hvordan kan man stadig i min alder bekymre sig om hvad andre tænker? Men jeg ved heller ikke om det egentlig var så meget det, altså hvad folk tænkte om det, men nok mere at det kor jeg synger i, er meget langt fra det billede folk får frem på nethinden når man siger kor. Rockus er nemlig lidt en nyfortolkning af kor, eller i hvert fald i forhold til hvad mit eget syn på at gå til kor var, før jeg startede. Vi er en flok glade amatører der hverken synger efter noder eller andre spændende teknikker, men som bare er startet fordi vi elsker musik og sang. Og så har vi en helt fantastisk korleder som virkelig får det bedste frem i os. Vi har fået et super godt sammenhold, på trods af kæmpe spredning i alder og personligheder, og vi hygger os virkelig de 2 timer om ugen vi er der.

3 fantastiske facts om korsang

Det er sundt for dig at synge!

• Forskningen har vist, at korsang sænker stressniveauet.
• Fællessang udløser signalstoffer i kroppen, som skaber lyst til fællesskab. Faktisk virker fællessangen så stærkt,   at hjerterne slår i takt, når et kor synger, fordi hjerterytmen følger vejrtrækningen, når sangerne ånder ind og ud samtidig.
• Du får flere gode idéer, når du synger. Sangen styrker højre hjernehalvdel – og dermed din kreativitet.

Og ovenstående var lige præcis hvad jeg havde brug for da jeg startede. Efter en periode hvor helbredet ikke havde været på toppen, skulle jeg finde noget jeg kunne lave kun for mig selv. Og jeg besluttede hurtigt at der kun var to muligheder, sang eller dans. Jeg har danset hele min barn/ungdom og det er altså bare noget der giver point på humørkontoen. Men jeg har også altid elsket at synge, jeg har nok bare aldrig rigtig turde. Og helt tilfældigt så jeg en annonce om at Rockus startede sit første kor, og så endda lige her på Islands Brygge! 1, 2, 3 klil og så havde jeg meldt mig til en prøvetime! Jeg fortrød allerede et sekund efter, for det var MEGA grænseoverskridende at skulle gå derned alene. Jeg tror seriøst jeg var ved at melde fra de første 1.000 gange inden den første prøvetime, og også på på de 5 min. det tog at gå derned var jeg ved at vende om. Men jeg gjorde det ikke, for jeg havde virkelig lyst til at finde glæde i noget jeg gjorde kun for mig.

Og hold da op hvor er jeg glad for jeg ikke stak halen mellem benene, for allerede efter dén første time var jeg solgt. Vi sang som havde vi aldrig lavet andet, det har helt sikkert lydt højt, men næppe godt, men det var lige meget for vi var alle i samme båd. Og Simone vores korleder, var bare så super nede på jorden og energisk at vi ikke kunne andet end at lade os rive med. Og nu synger vi sammen 2 timer hver tirsdag aften, men vi synger ikke bare, vi griner, sladrer & hygger os, og jeg kan ærligt sige at jeg virkelig ikke vil undvære det. Og det er ikke kun noget jeg selv kan mærke, for de dage hvor jeg virkelig har været træt og ikke har orket det, har Mark nærmest skubbet mig ud af døren (og ikke bare fordi han gerne vil have 2 timer for sig selv, omend det også er en del af sandheden) fordi han virkelig kan mærke at jeg kommer gladere hjem igen.

Så nu vil jeg skynde mig at få noget mad i skrutten, og så vil jeg tage ned til mine Rockusvenner  – det er mega cool at gå til kor hos Rockus ♥

//Pia

Følg os her: