Hvordan du kommer videre fra tanken: En blog – det er vi da ikke interessante nok til..

I vores familie har vi en tendens til at gøre mange ting sammen! Vi tilbringer nok mere tid sammen end de fleste familier. Det tror jeg alle vores kærester kan skrive under på. Men det sjove er, at lige så meget vi elsker hinanden og lige meget hvor tit vi er sammen, lige så meget kan vi gå hinanden på nerverne og være skrub uenige om alt muligt fra himmel til jord.

Men sådan tænker jeg at det simpelthen MÅ være i de fleste familier, hvis ikke så lad mig venligst være lykkeligt ignorant 😉

Men netop fordi vi er tætte, så lå det jo også på en eller anden måde lige til højre benet at finde på noget spændende at udforske sammen. Helle har altid været ivrig læser af diverse blogs, så det blev hurtigt den vej vi kiggede. Men kan man starte en blog 3 søstre sammen? Vi gik i tænke boks, og her er lidt af de tanker vi gjorde os:

Helle

Jeg har altid været lidt af en SoMe-nørd og jeg elsker, at lade mig inspirere og motivere af andres liv og erfaringer. Jeg har også flere gange forsøgt selv at blogge – men på grund af den usikkerhed som bor i de fleste af os, når vi skal prøve noget vi ikke har prøvet før, er jeg stoppet lige så hurtigt igen. Det var for grænseoverskridende at dele sine tanker offentligt – og hvem skulle også overhovedet være interesseret i, at læse om mig. Endnu én. Hvad havde jeg at byde på? Et trivielt og kedeligt liv, følte jeg. Og hvad så, hvis der ikke var nogen der ville læse det jeg skrev. Det ville da være en kæmpe fiasko. Så jeg har parkeret tanken om den blog længe og havde egentlig affundet mig med, at det nok bare ikke var for mig.

Men vi søstre har altid haft et ønske om, at starte noget sammen – og selvom det var en grænseoverskridende tanke at starte en blog op sammen, var det perfekt for min usikkerhed. For så er de ikke kun mit sikkerhedsnet ude i det virkelige liv – men også herinde. Når jeg føler, at det jeg skriver er ligegyldigt eller for grænseoverskridende, så har jeg mine to væbnere, som jeg ved, altid er ærlige over for mig, men som også altid bakker mig op og giver mig en tro på mig selv. Og så deler de oplevelsen med mig. Vi er i det sammen. Jeg synes vi er stærke hver for sig, men om muligt endnu mere sammen, fordi vores forskelligheder supplerer hinanden og gør os fuldstændige. Jeg håber at I der læser med, deler samme opfattelse.

Anne-Mette

Da Helle og Pia først nævnte for mig, at de havde tænkt på om vi ikke skulle åbne en blog var min første tanke helt klart NEJ. Jeg er en meget privat person. Jeg lægger ikke særlig meget ud på mine sociale medier, der skal meget til før jeg stoler på folk og selv mine bedste veninder og min nærmeste familie vil nok sige, at der skal noget til for, at få mig til at fortælle om mine følelser. Derfor følte jeg at det ville være ekstremt grænseoverskridende at skulle skrive om netop følelser og mit liv på en blog som alle kunne gå ind og læse. På den anden side elsker jeg selv, at læse med på andres blogs. Jeg elsker at blive klogere på andre mennesker og jeg elsker at kunne spejle mig i andre. Når jeg har været ramt af angst eller bare generelt har haft brug for ikke at føle mig alene i nogle situationer, har jeg virkelig sat pris på at andre har lukket op for deres følelser og har sat ord på nogle svære emner så jeg har kunne se, at jeg ikke var den eneste der havde det sådan. Derfor lod jeg mig overtale af mine søstre til at starte en blog.

Derudover elsker jeg, at være kreativ og jeg elsker at lave projekter med mine søstre. Jeg begyndte straks at tænke på projekter vi kunne lave sammen og det var nok egentlig det der solgte ideen til mig. Det var et fælles projekt og det var noget der kunne lære os en hel masse om os selv og hinanden.  Selv om jeg er helt sikker på, at vi nok skal opleve skænderier og uenigheder undervejs i projektet, så er jeg også helt sikker på at vi nok skal få noget helt vildt sjovt ud af det. Og om ikke andet så får jeg helt sikkert rykket lidt til mine grænser og det er jeg sikker på er virkelig sundt for mig.

Pia

Det var måske ikke det første der faldt mig ind, det der med at blogge. Og det er simpelthen fordi at jeg ikke har været den store læser af blogs selv.

Men de senere år er jeg begyndt at følge en del af de større bloggere på instagram, og den vej igennem selvfølgelig også læst med når de lagde gode blogposts op. Og jeg er ret vild med at følge med hos dem. Mest af alt fordi man jo kan spejle sig i utrolig mange af de ting der rør sig i deres hverdag. Og det var faktisk også det, der var med til at jeg kom over den første usikre tanke om, at vi da virkelig ikke kunne være interessante nok til at starte en blog. For gu’ er vi da så, vi har allesammen utrolig meget på hjerte, i skulle se når der er familie middag og alle er samlet, vi kaster alle sammen stærke meninger og holdninger rundt, til man næsten ikke kan høre hvad der bliver sagt. Samtidig er der så stor spredning på os rent aldersmæssigt, så hvis man følger med hos os, vil der klart være noget for alle. Og der vil være mange område hvor vi er forskellige, men når det er sagt tror jeg det bliver en virkelig fed rejse for os, at lære endnu mere om hinanden og hinandens tanker og følelser. Vi har ikke altid været super gode til at lukke op for posen og få talt om vores følelser. I hvert fald ikke før det var højst nødvendigt.

Rent praktisk skal vi selvfølgelig også finde ud af hvordan vi laver en opsætning der fungerer når vi nu er tre. Her på bloggen tænker jeg vi har fundet en ret god løsning. Og vi vil hjertens gerne høre hvis i har ideer til hvordan det ville fungere endnu bedre.

Og så er der selvfølgelig også lige det med at blive enige 🙂 Enige om layout, og enige om hvordan vi rent praktisk synes en blog skal fungere. Skal der indhold op hver dag, eller kun når man har noget på hjerte. Hvor meget tid og energi skal der lægges i projektet, og skal alle være akkurat lige ambitiøse for at det kan virke? Der blev talt meget om alt dette, før at vi tilsidst blev enige om, at der kun var en måde at finde ud af det på, vi prøver sgu, VI GØR DET!

Og jeg elsker det, elsker at have noget sammen med mine tossede to søstre, bliver stolt over at de tør dele, og det giver mig lyst og mod til at gøre det samme. Tænk sig at vi alle 3 er blevet voksne nu, og at den drøm jeg har gået med i maven i mange år, måske er startet lige her. Nemlig at vi en dag ville arbejde sammen, og udnytte vores relation endnu mere <3

Så må vi jo pænt vente og se om I derude i SoMe land, så rent faktisk synes at vi er interessante nok 😊

//Pia, Helle & A-M