Når de få veninder man har, er de helt rigtige

I sidste uge da alt var lidt presset, kunne jeg mærke ensomheden nage. Egentlig ville jeg ikke mene, at jeg har grund til at føle mig ensom. Jeg har min søn og min mand ved min side og et tæt bånd til mine forældre og mine søstre, som jeg ofte ser og snakker med. Men alligevel kan jeg godt engang imellem, hvis jeg bliver rigtig ked af det, føle mig lidt alene med mine tanker og følelser – og det tror jeg egentlig er meget normalt. Man er jo sig selv allernærmest og det er ikke altid, at det man tænker og føler giver mening for andre end en selv. Når jeg får den følelse, så har jeg lidt en dum tendens til at dyrke den her ensomhed og overbevise mig selv om, at der ikke er andre der kan forstå mig eller har det som mig. Og jeg føler mig ofte usynlig og ligegyldig. Det er egentlig ret svært at skrive, jeg vil jo mene at jeg godt kender mit eget værd og fungerer virkelig godt i vores treenighed herhjemme.

Min mand er god til at lytte til mig og være konstruktiv, men følelsen kan alligevel godt ramme mig. For lige på det her punkt, er vi meget forskellige. Jeg har dage hvor jeg virkelig ser sort på tingene – for det meste uden at det er velbegrundet. Og jeg kan hurtigt køre mig selv endnu længere ned og fortsætte i en ond spiral hele dagen. Sådan er min bedre halvdel ikke. Han er generelt en realistisk optimist. Og det kan nogengange godt give mig en følelse af, at være helt forkert. Selvom at jeg jo godt ved, at jeg ikke er det. Jeg føler stort, både på godt og ondt og det er helt som det skal være. Selvom jeg stadig kan lære meget af ham på det punkt.

Da ensomheden var værst, ringede en veninde til mig bare for at høre hvordan jeg havde det og for at tilbyde sin hjælp. En anden veninde lod mig vide at hun var der og satte sin tid af, til at mødes og snakke med mig. Og så var der mine to søstre, som begge rakte ud, på hver deres helt fine måde. Og pludselig følte jeg mig virkelig set og forstået. Midt i alt mit selv-ynkeri blev jeg på bedste vis mindet om, at jeg ikke er ligegyldig eller usynlig. I hvert fald ikke for alle.

Jeg har aldrig været heldig med de veninder jeg har haft da jeg var yngre og som voksen, er det bare noget helt andet. Der er bare ikke den samme tid til at engagere sig i sådan en relation. Og jeg må indrømme, at jeg altid har tænkt, at jeg har nok i Zilas, for ham kan jeg dele alt med og snakke med alt om. Vi er der for hinanden. Så jeg behøver ikke de overfladiske veninder, som alligevel ikke er der, når det kommer til stykket. Jeg gav hurtigt op på det veninde-ræs, fordi jeg altid endte med at blive skuffet og såret. Og det gør også, at jeg ikke har særlig mange veninder idag og er meget påpasselig med, hvem jeg lukker ind. Men jeg hviler i det, fordi jeg ikke gider bruge tid på relationer, som ikke er gode for mig. Jeg vil kun have gode mennesker i mit liv, hvor der er en gensidig respekt og hvor vi kan løfte hinanden.

Og i sidste uge fik jeg på fineste vis bekræftet, at jeg har de helt rigtige mennesker tæt på mig <3

//Helle